Booker

Information til booker

B&W LIVE er et spillested og kulturhus beliggende i centrum af Haslev i Faxe Kommune midt mellem Køge, Ringsted og Næstved.
Bygningen husede oprindeligt et hotel fra slutningen af det 18. århundrede, men fra 1970’erne og frem til 2010 var det et spillested og diskotek, som hed Black & White.
I 2021 genåbnede huset under navnet B&W LIVE, som i dag er en non-profit forening drevet af frivillige.

B&W LIVE råder i alt over ca. 1000 m2. Stedet er godkendt til i alt 635 personer.

Store sal er på ca. 360 m2 og kan rumme 210 siddende personer eller 450 stående personer. Scenen er den oprindelige scene fra 1970’erne og det er forsøgt at fastholde den oprindelige atmosfære. Scenen måler 7 m i bredden og 6 m i dybden, og der er installeret fast front- og scenelys. Vi har i 2024 fået eget lydanlæg for at sikre den nødvendige lydkvalitet. Det er muligt at tilgå scenen bagom af separat indgang.

Caféen er på ca. 100 m2 inkl. bar og kan rumme 60 siddende personer eller 120 stående personer. Caféen er et fantastisk lokale til intimkoncerter, foredrag etc.

Backstage er der opholdsstue, spiserum, øvelokale og to ekstra disponible rum, samt tekøkken og toilet.

Bygningen er udstyret med elevator.

B&W LIVE har indgået aftale med lokale restauranter om levering af forplejning til backstage. Menukort sendes på mail en uge før koncerten.
Drikkevarer og snacks leveres af Royal Unibrew.
Ønskes andet mad og drikke end ovenstående kan dette selv medbringes.